startside  |  destinationer  |  nyheder  |  om getaway tours  |  prisliste  
 
 

 
    Guinea-Bissau
Måske det bedste og mest jomfruelige saltvandsfiskeri på den nordlige halvkugle.

Guinea-Bissau er et af verdens fattigste lande, og indtil sidst i halvfemserne rasede en borgerkrig på fastlandet. Men med freden kom de første eventyrlystne fiskere også til landet, og i det store, UNESCO-bekyttede ørige udfor kysten fandt de en helt unik fauna, der har udviklet sig uforstyrret i millioner af år. Her findes flodheste, der lever i saltvand, krokodiller, aber, et fantastisk fugleliv – og ikke mindst en overflod af fisk, der kun fiskes med primitive midler af de 1400 stammefolk, der bebor nogle af de 80 øer. Blot en dagsrejse fra vores eget overflodssamfund venter et eventyr, som vi er stolte af at kunne tilbyde skandinaviske lystfiskere på eksklusiv basis.

  Infomateriale
Klik her for at downloade infomaterialet med mere udførlig information!
 
I farvandet ud Guinea-Bissau findes der et utal af fiskearter og under vores testtur fangede vi – med en rimelig beskeden indsats – 14 forskellige arter, der som de fleste eksotiske saltvandsfisk fightede helt vildt. Størrelsen på fiskene i Bijagos varierer ligeså meget som faunaen og arterne. Er grejet tilpasset, er der mulighed for fantastiske fights med alt fra mindre snappere på et par kilo over jacks over barracudaer i 15-30 kilos klassen til tarpon og haj på langt over 100 kilo!

Fiskeriet er så varieret og uudforsket, at det er svært at generalisere ret meget, men overordnet kan man forsøge at dele fiskeriet op i tre forskellige metoder: Popperfiskeri (spinnefiskeri med woblere på overfladen), trolling og medefiskeri.
På det intense popperfiskeri fanges bl.a. jack crevalle (på op til tyve kilo og mere!), barracuda og snapper. Samme arter kan fanges under trolling – ikke mindst barracuda i store størrelser, mens medefiskeriet primært er rettet mod tarpon. Sidstnævnte har formentlig en større snitvægt her end nogen andre steder i verden, og netop verdensrekorden for tarpon på 130 kilo blev fanget i Guinea-Bissau i 2003.
De nævnte arter dækker dog langtfra alle mulighederne. Andre muligheder er queenfish, spanish mackerel eller adskillige hajarter – kort sagt, et væld af så fantastiske muligheder, at vi ikke tøver med at kalde Guinea-Bissau for det bedste eksotiske fiskeeventyr til prisen anno 2008!

 
   
   
   
© GetAway Tours ApS   |    Medlem af Rejsegarantifonden nr. 1516    |     Tlf: 7021 8060      |     info@getawaytours.dk